Moabit - infrastrukturens centrum
Ankommer du med tog til Berlin, ankommer du i Moabit, hvor hovedbanegården ligger. Lufthavnen Tegel ligger i det nordvestlige hjørne lige uden for bydelen. Infrastrukturen er god og det er let at komme videre herfra. Moabit er omgivet af vand forbundet med det resterende Berlin via 25 broer.
Grønt på eksercitsplads
Bydelens grønne område hedder Fritz-Schloss-Park og er oprindeligt et bjerg af byggeaffald fra 2. Verdenskrigs bombardementer, som er placeret på den tidligere eksercitsplads. Den dag i dag er området grønt og flot. Moabit viser sig fra en mere kedelig og skummel side, da bydelen rummer et fængsel. Så "at sidde i Moabit" kan altså betyde andet, end at man nyder solen stråler i bydelen grønne område.
Moabit ligger nord for Tiergarten og er administrativt en del af Mitte. Moabit grænser op til Reichstag, så Moabit huser indenrigsministeriet og et område for tilrejsende embedsmænd fra blandt andet Bonn.
Endnu et Nørrebro
Herudover er Moabit et gammelt arbejderkvarter, som er opstået da industrialiseringen eksploderede i midten af 1800 tallet og frem mod begyndelsen af 1900 tallet. Jern og metalvirksomheder, herunder lokomotivfabrikker havde behov for arbejdskraft og mange indbyggere slog sig ned i bydelen. I dag er fabrikkerne lukket og 25% af indbyggerne har udenlandsk baggrund.
God indkvartering for turister
Under 2. Verdenskrig blev en tredjedel af bydelen sønderbombet, men i området omkring hovedbanegården er bygningerne hovedsagligt fra før krigens bombardementer. Bydelen i sig selv har ikke mange seværdigheder, det er et udmærket sted at bo, hvis man er turist, da der er kort afstand til både Mitte og Charlottenburg.
På grænsen til Wedding ligger en af Berlins helt store attraktioner: Hamburger Bahnhof, som nu huser Museum for nutidskunst. Meilenwerk er også værd at nævne.